209. Quand, dans ma course, à la borne arrivé

1.
Quand, dans ma course, à la borne arrivé,
D’où je revois le chemin de ma vie,
Je laisse au loin, de ce poste élevé,
Mes yeux errer sur la route suivie,
Ni larme, ô Dieu, ni regret, ni soupir
Ne vient troubler mon âme qui déborde :
Pour ton enfant il n’est qu’un souvenir,
Le souvenir de ta miséricorde.
2.
Ah ! s’il est vrai que mes pieds ont laissé
Mille faux pas empreints sur la poussière ;
Sur mon sentier, si l’obstacle dressé
A, trop souvent, ralenti ma carrière,
Combien de fois, au lieu de me punir,
Tes tendres soins, ta pitié qui déborde,
N’ont, dans mon cœur, laissé qu’un souvenir,
Le souvenir de ta miséricorde !
3.
La sombre nuit pâlira désormais :
Demain le but apparaîtra sans voiles !
Le chemin monte, et vers les purs sommets
Semble déjà rejoindre les étoiles.
Là-haut, joyeux, dans l’immense avenir,
J’exalterai ton amour qui déborde,
Car, dans le ciel, il n’est qu’un souvenir,
Le souvenir de ta miséricorde !
1.
Wenn ich das Ziel meines Laufes erreicht,
wenn ich von dort aus den Pfad übersehe,
wendet mein Blick von der Höhe so leicht
sich zu dem Weg, den ich heute noch gehe;
Tränen, o Gott, dann so ferne mir sind,
frei von Beschwerden wird Jubel erklingen.
Eines nur bleibt für Dein seliges Kind:
Deiner Barmherzigkeit Ehre zu bringen!
2.
Ach, daß so mancher betrübende Tritt
eigener Wege im Sande zu sehen!
Ach, nur zu oft war so schleppend mein Schritt,
ließ mich ein Hindernis langsamer gehen.
Aber wie viel hat die göttliche Huld,
statt es zu strafen, mir gnädig vergeben!
Drum beim Bewußtsein der eigenen Schuld
bleibt die Barmherzigkeit nur zu erheben!
3.
Schon graut der Tag und das Dunkel erbleicht:
Bald weicht die Nacht einem strahlenden Morgen!
Steil ist der Weg, doch sein Ziel ist erreicht,
sind wir im Vaterhaus droben geborgen.
Wenn dort mit jubelnden Lippen mein Mund
Ehre der göttlichen Liebesmacht spendet,
gibt sich nur eine Erinnerung kund:
Deine Barmherzigkeit hat es vollendet!
1.
When on my course, I come to the milestone,
whence I retrace the path of my life,
from this lofty place, I let my eyes
wander over the road pursued,
no tear, O God, nor regret, nor sigh
come to trouble my overwhelmed soul:
for Thy child, there is but one memory,
the memory of Thy mercy.
2.
Ah! If it is true that my feet have left
a thousand false steps imprinted in the dust;
if the obstacle standing upon my path
too often has slowed down my progress,
how many times, instead of punishing me,
Thy tender care, Thy overwhelming pity,
have left but one memory in my heart,
the memory of Thy mercy!
3.
Henceforth the dark night will fade- : tomorrow the goal will appear unveiled!
The path ascends, towards the pure summits
it seems already to reach the stars.
Up yonder, joyful, throughout eternity,
I shall exalt Thine overwhelming love,
for, in heaven, there is but one memory,
the memory of Thy mercy!

Page 1 sur 2 Page 2 sur 2